Mennesket og instrumentet




At tage imod og give feedback på en konstruktiv måde er et vigtigt element af at være menneske, men endnu vigtigere som kunstner der arbejder sammen med andre kunstnere og imellem kunstarter. 
Det handler ikke om feedback på faktadrevet information som i mange andre jobs, men om smag, subjektive parametre og forskellige typer af kommunikation.
Dertil kommer at det er nemt at komme til at tage kritik personligt og føle sig ekstra sårbar omkring sin stemme og sin kunst.

Stemmen er et instrument, men uden mennesket inden i er det som om det ikke helt spiller. Mit arbejde som stemmecoach handler om at give feedback. Feedback om hvordan mennesket inden i instrumentet kommer ud igennem instrumentet. Der er faktuelle parametre og tekniske færdigheder og der er subjektive, ubevidste og menneskelige parametre. Det ene uden det andet er meningsløst når det kommer til stemmen.
I de 10 år jeg har været stemmecoach er jeg blevet mere og mere klar over at de er to sider af samme sag, og at jeg må og skal give feedback der taler til begge dele. Mennesket og instrumentet.

Hvordan gør jeg så det? Det blev jeg forleden spurgt af en elev i New York, som efter jeg er flyttet tilbage til Danmark har fundet det svært at finde en anden coach med min måde at give feedback på. Jeg tænkte først - ‘ja, det har jeg skrevet en hel bog om, det er ikke så simpelt at forklare’... Men jeg svarede i stedet. Jeg lytter og reagerer. Og det er en af grundreglerne for alle former for feedback. 
Jeg lytter som menneske; aktivt, engageret og venligt. Jeg reagerer med viden og observation som et spejl der viser dig hvad du laver i en teknisk og instrument orienteret kontekst. Jeg reagere også som menneske, det er umuligt andet - men jeg reagere ikke med min personlige smag uden at give udtryk for at det er min personlige smag (altså om jeg kan li’ det eller ej). Altsammen - med venlighed, humor og empati. 
Jeg kører ikke et ‘system’ eller en metode af på eleven, men lytter og reagerer med viden og erfaring fra et liv dedikeret til at få mennesket ud igennem stemmen til berigelse for os alle.

Jeg har også undervist mine elever i at give denne form for feedback i gruppeklasser og de er blevet gode til at give feedback til hinanden. Evnen til at kommunikere om det man gerne vil opnå og udtrykke er vigtig når man laver musik og teater. Man laver meget lidt musik eller teater uden at skulle arbejde sammen med nogen om det. Det kan ikke nytte noget at man er begrænset af kun at kunne tale om personlig smag. Den skal man naturlivis vide hvad er - men i feedback situationen kommer vi længst med at tale om hvad man observerer og holde sig fra at give ‘gode’ råd og værdi meninger (godt, dårligt, middelmådigt etc).
Feed-back de to ord betyder direkte oversat ‘giv næring/mad tilbage’ 

At tage imod feedback er mindst lige så svært som at give det. Men det kan hjælpe at se det som næring til noget der allerede er, og ikke som noget man skal lave om på ved sig selv. I den sammenhæng anbefaler jeg at man sorterer i den næring man tager ind som man ville hvis det var mad og drikke. Du skal ikke spise alt der bliver dig givet, men vurderer om det er godt for dig, om det er sundt, mættende,  giftigt eller bare tomme kalorier. 
Men uden næring gror intet så hvis du virkelig gerne vil være bedre må du opsøge feedback på mange forskellige måder for at finde ud af hvordan du bedst bliver næret og inspireret.

Comments

Popular posts from this blog

Stemmen der kan mærkes

Tonedøv

At blive modig