Det Sociale Stemmearbejde



Vi har en fantastisk aktiv korkultur og fællessangskultur i Danmark, og jeg er så taknemlig for at være vokset op i den! 

Jeg har dog de sidste 15år været væk fra den kultur (boet i udlandet) og har arbejdet professionelt som sanger, skuespiller og stemmeunderviser i New York i 10år, uden at nogen har sagt et eneste ord om kor eller fællessang. 


Jeg er fornyeligt flyttet tilbage til Danmark hvor der igen er fællessang og kor over alt. Det har sat nogen tanker igang omkring hvad det er det sociale stemmearbejde egentlig skal og kan - og hvad det IKKE kan - for i jublen over fælles syngning kan man godt blive lidt revet med af stemningen!


Kor- og fællessang for alle aldre er fællesskabsbyggende og lærer en bogstaveligt talt, at lytte til hinanden og rette ind. Rette ind til fælleskabets klang, melodi og rytme, og i kor sammenhæng ofte flerstemmig harmoni. 

Når man synger sammen med andre lytter man nemlig helt anderledes til ens egen stemme og man lærer kinetisk (med hele kroppen), ikke kun med hørelsen, at rette sin stemme ind til fællesskabets lyd - og det er ved Gud en god egenskab at ha’ som menneske. Hvem vil ikke gerne have borgere der viser hensyn til hinanden, lytter og retter ind?! 


Men der er noget kor og fællessang ikke kan! Alt denne ‘retten ind’ gør os faktisk også dårligere til rigtigt at lytte til andre og til os selv. Originalitet og personlighed som  menneskestemmen også udtrykker går på sin vis nemt tabt i fælleskabets tjeneste.

Vi hører kun vores egen stemme i sammenhængen med andre og hører faktisk ikke rigtigt hvad de andre synger, og hvad deres stemmer fortæller om hvem de er, hvad de brænder for og hvad de har behov for. 


Jeg har i 10år arbejdet med stemmer i New York hvor ingen ‘retter ind’ - hvis de kan blive fri. Men det ligger i menneskers natur at ville passe ind i sociale sammenhænge så jo, også i New York retter man ind efter hvad der er den sociale norm, man kæmper bare lidt mere for ikke at miste sig selv i det, og søger mere individuel undervisning. Et helt almindeligt kor kan være svært at finde i New York på trods af en arealmæssig lille by, der er dobbelt så stor som Danmarks befolkning


Jeg har i årene i New York opdaget hvor vigtigt det er at lave gruppeundervisning for stemmen - som på ingen måde er kor eller fællessang. Gruppeundervisning hvor vi lytter til hinanden, synger en af gangen, og hvor vi lærer at tale om vores lyd, sangteknik og det vi gerne vil udtrykke - og lærer at få konstruktiv feedback fra og foran en gruppe. Selv om det meste af det der bliver sagt kommer fra læreren (altså mig) så har denne form for undervisning været helt uundværligt i mit arbejde med talentudvikling af de 15-25 årige i New York. 


I Danmark forstår man knapt at dette element mangler... vi synger jo tit sammen! Men reelt er der ingen der hører efter når vi synger sammen. Og synger vi for andre i en performance situation så er vi ovre i noget helt andet. Der skal klappes, vises frem og finpudses. 


I gruppeundervisning for stemmen på alle niveauer, skal der lyttes og arbejdes på at blive bedre og blive modigere til at vise hvem vi er.

Modigere så vi kan være kreative, innovative og originale. Modigere så vi ikke altid retter ind. 

Modigere så der kan være plads til menneskelighed, og at fejle. Modigere så vi kan grine af os selv og hinanden mens vi forsøger at udtrykke hvem vi er med sårbarhed og dybde. Modigere til at stå alene med vores individuelle stemme, mening, holdning, og måde at være på uden at det betyder at vi ER alene. 

Det kan det sociale stemmearbejde OGSÅ … du kan dog ikke finde det til kor og fællessang, det strider mod hvad der faktisk er muligt. 


Begge Dele! Bother et engelsk ord der er svaret på de fleste stemmespørgsmål. Menneskets dybe behov for kommunikation med stemme og krop er aldrig simpelt, men indeholder næsten altid en forklaring der handler om Begge Dele. 

Kor OG fællessang. Individuel OG gruppeundervisning. Alt for at vi kan forstå hinanden bedre i vores forskellighed og forhåbentlig blive mere rummelige og gladere mennesker. 

Et samfund hvor ikke kun det at ‘rette ind’ er vigtigt, men hvor også det at kunne stå alene med sine meningers mod og måske normfravigende opførsel, kan blive set og valideret, og skabe værdi i et evigt foranderligt samfund og verdensbillede.

Comments

Popular posts from this blog

Stemmen der kan mærkes

Tonedøv

At blive modig